søndag den 16. september 2007

Et paradis for nørder

Toldboden i Århus blev i weekenden 14-15-16.september forvandlet til Litteraturens intellektuelle haller med et sandt bombardement af litteraturoplæsninger, udstillinger og koncerter.

Den alternative bogmesse 'Verbale pupiller'(Titlen tyvstjålet fra et digt af Viggo madsen) lignede vældig meget et paradis for nørder - langt væk fra publikum, Bogdage og Bogforum.


Dét her var et mødested for litterater, forelæggere, forfattere (herunder ret mange lyrikere) og diverse tidskriftsudgivere. Alle os, som kredser rundt om litteraturen som travle bier om honningkrukken. Jeg meldte mig som én af dem lørdag og blev ikke skuffet. Ingen trængsel mellem boderne, ikke en eneste publikummer til at forstyrre den gensidige udveksling mellem fagfæller. Rigtig megen networking blev det til. Og ind imellem lyrikoplæsning.

Den lignede sig selv: En sal med flyvefærdige digtere, der skiftedes til at gå på scenen og gribe mikrofonen. Bl.a. Mads Eslund, Louise Rosengren (skulle efter sigende have været supergod) og Gitte Broeng, som jeg til gengæld var ret imponeret over. Hendes fortidsdigte var suverænt skruet sammen af mange forskudte tids- og handlingeplaner, der f.eks. iscenesatte Grauballemanden på en helt ny måde.

Under 'Litlives kritikersalon' blev bl.a. Gitte Broengs tekster debatteret i en interaktiv analyseseance. Den kunne meget nemt forveksles med en undervisningstime på Nordisk eller instititut for Litteraturhistorie. Hvis ikke det havde været for forfatterens tilstedeværelse, mens debatten foregik for åben mikrofon og i ping-pong med en enkelt tilhører. Alligevel var det meget rart at have tid til at dvæle så meget ved teksterne og skrue sig ned i deres materiale, når man nu har trang til dét.

Fik en skål af den suveræne, finmosede tomatsuppe til frokost, men gik desværre glip af Peter Laugesens afslutningskoncert om søndagen.


Litteraturen på scenen står bag arrangementet i samarbejde med Studenter Århus, Testrup Højskole m.fl.